Workshop: Prøv kræfter med de klassiske 108 solhilsner

Solhilsnen, eller Surya Namaskar på sanskrit, er en stærkt revitaliserende teknik. Serien, der består af 12 forskellige positioner, bruger vi typisk som opvarmning. Men solhilsnen er en kraftfuld praksis i sig selv, der styrker og virker udrensende på kroppen. I flow bevæger vi rygsøjlen frem og tilbage og skaber mere plads mellem ryghvirvlerne. Regelmæssig træning af solhilsnen er en af de hurtigste måder at genvinde eller opnå smidighed i kroppen. Samtidig strækkes, masseres og stimuleres alle muskler og vitale organer.

De fleste oplever i starten en stivhed i kroppen fra muskler, led og affaldsstoffer i organerne. Stivhed, mangel på koordinering og tendensen til at spænde forsvinder, når du fokuserer på at akkompagnere bevægelserne med vejrtrækningen og være bevidst og afslappet i hver position. Du kan mærke, at vejtrækningen og bevægelserne efterhånden synkroniseres fuldstændigt i en perfekt balance, hvor vejrtrækningen følger bevægelserne hele vejen. Du ånder ind, når du åbner i kroppen og udvider brystet, og ånder ud, når du bøjer fremover og presser brystet og maven sammen. Her bliver solhilsnen også en spirituel praksis. Vejrtrækningen reguleres, du fokuserer sindet og har bevidsthed i hver bevægelse. Oplev, at solhilsnen kan blive som en dans – et flow, hvor en bevægelse glider over i en anden med fuld bevidsthed og nærvær i alle bevægelser.  

Vi laver den klassiske sekvens 108 gange, 54 runder i alt, og der vil ikke være variationer. 108 er kendt som et magisk tal i mange kulturer og religioner, og der er mange forskellige forklaringer på, hvorfor netop det tal er særligt. Efter workshoppen kan du mærke, at hele dit system er vågent og boblende fuld af prana. Kom og mærk effekten selv.

Hvem er det for?
Workshoppen er for alle niveauer. Vær ikke bekymret over, om du har styrken til at klare alle runder. Du kan altid tage pauser i savasana under nogle runder og fortsætte, når du er klar igen. Fortsættere kan udfordre sig selv ved at forsøge alle 108 solhilsner. Som altid, når du laver yoga, handler det om at lytte til dig selv. Solhilsnen er en kraftfuld praksis, der ikke skal overgøres. Så tag dine pauser, når du har brug for det!

Pris og tilmelding
Workshoppen koster 200 kroner. Hvis du har klippekort, koster det 1 klip på kortet + 50 kroner. Hvis du har månedskort, koster det også 50 kroner. Meld dig til på info@flexyoga.dk på forhånd og senest torsdag 23. september! Skriv om du har månedskort eller klippekort. Tilmeldingen er bindende. Minimum 12 deltagere.

108 solhilsner er en del af Sivanandalæreruddannelsen, så alle undervisere har været igennem den oplevelse, der på mange måder kan betegnes som grænseoverskridende, skæg og fantastisk. Anne Mette Gade underviser workshoppen. Se video af solhilsenen her fra en Sivananda-ashram i Indien.


Dato Tidspunkt Pris
Søndag 26. september Kl. 11.00-13.00 200 kr. /
1 klip på klippekort + 50 kr. /
Månedskort + 50 kr.

Tilbage til oversigt over workshops.